Kronik af OLE BIRK OLESEN fra 2007
Velfærdsstaten er
en taberfabrik
Hvis
velfærdsstaten havde været en ny medicin, var den blevet forbudt. Men de, der
burde fortælle det, meler deres egen kage.
Hvis velfærdsstaten ikke havde været en politisk maskine, så havde den ikke
eksisteret i dag.
Kun i politik kan man i så horribel grad forfejle sit mål og dog være så
hyldet, som velfærdsstaten er.
Politik er det eneste sted, hvor der kun
er gevinst for den enkelte, ingen omkostninger, ved at være så idealistisk og
åben over for nye og på papiret spændende idéer, at man helt slår fornuften fra
og lader følelserne styre.
En ny medicin, som bliver lanceret med det mål at kurere en sygdom, men som
tværtimod forværrer patientens tilstand, bliver taget ud af handlen, straks det
opdages. En mekaniker, som ikke reparerer bilerne, men tilføjer dem nye skader,
går hurtigt konkurs. Men velfærdsstaten lever bedre end nogensinde, og dens
opposition i Folketinget er helt væk, selv om den har fejlet i helt samme
omfang som medicinen og mekanikeren.
Det er kun 46 år siden, at Socialdemokratiet vedtog principprogrammet ’Vejen
frem’, og det var vejen frem mod velfærdsstaten, man mente. Heri hed det, at:
»Samfundets indsats skal ikke blot have til formål at opretholde tilværelsen
for den enkelte, men ud fra individuelle hensyn sætte enhver i stand til at
løse egne problemer«.
Men det gik lige omvendt. Dengang i 1961 var der godt 200.000 mennesker i den
arbejdsdygtige alder, som fik opretholdt deres tilværelse af ’samfundet’, det
socialdemokratiske ord for staten. Godt fire årtier senere, i 2004, var det
mere end 900.000.
Det er i år kun 50 år siden, at velfærdsstatens fædre besluttede sig for, at
der skulle oprettes et socialforskningsinstitut i Danmark med det formål at
understøtte velfærdsstaten i arbejdet med at »forhindre sociale onder –
fattigdom og økonomisk usikkerhed, kronisk sygdom, manglende erhvervsevne,
ødelagt familieliv, forsømmelse af børn og forbrydelser«, som det blev
formuleret.
Med fattigdommen og den økonomiske usikkerhed gik det som forudsagt, reallønnen
steg jo til det tredobbelte – det havde bare intet med velfærdsstaten at gøre.
Men folk med helbredsproblemer og mistet arbejdsevne blev der tre gange så
mange af, det ødelagte familieliv steg med skilsmisseraten til mere end det
dobbelte, der blev ikke færre forsømte børn, og forbrydelserne eksploderede til
tredobbelt niveau.
Dertil kom, at de alkoholrelaterede dødsfald fordobledes, de narkorelaterede
dødsfald femdobledes fra 1970 og frem, og velfærdsstaten skabte den i
international sammenhæng helt unikke situation for lande domineret af
velfærdsstater, at handlekraftige mennesker fra udlandet kom hertil som
indvandrere med det mål at skabe sig et bedre liv, men endte som en ny
permanent underklasse uden arbejde.
Velfærdsstaten har på så godt som alle områder fejlet. Målet med den var at
forhindre underklassens udstødelse fra arbejdslivet, men aldrig har så mange
været udstødt. Målet var at gøre en række sociale onder mindre, men de har
aldrig været større, og nye er kommet til. Operation velfærdsstat er
mislykkedes, og patienten har været død i mange år.
Sådan gik det, fordi man i 20 år fra 1960 til 1980 ignorerede alt, hvad man
hidtil havde troet på i socialpolitikken. Man begyndte at understøtte alle de
dårligdomme, som man gerne ville have færre af.
Man ville have færre på offentlig forsørgelse, men man mente, at problemet
kunne løses ved at uddele flere penge til de forsørgede og lade større grupper
få adgang til offentlig forsørgelse. Det var dumt, det var helt horribelt dumt,
men man troede vitterlig på, at jo bedre forhold man gav folk uden arbejde, jo
flere ville komme i arbejde. Man vidste godt, at man var på vej ud i noget helt
nyt, det var et bevidst opgør med den gamle visdom. En af dem, der stod for
dette opgør, var den senere socialdemokratiske socialminister Bent Rold
Andersen:
»Med hensyn til underholdshjælpens niveau bør det anføres, at man traditionelt
har betragtet en lav underholdshjælp som det bedste incitament til at søge en
trangssituation bragt til ophør, idet den økonomiske interesse i at genoptage
et erhverv da skulle blive størst«, skrev Bent Rold Andersen i 1963, inden han
forklarede, hvorfor denne gamle visdom tog fejl: En lavere levestandard i en
længere periode kunne ifølge Rold medføre, »at den pågældende af sig selv og
andre opfattes som inde i en social deroute, hvilket igen erfaringsmæssigt kan
medføre uheldige virkninger på revalideringsmulighederne«.
Det gik ikke som forudsagt af Rold og velfærdsstatens andre fædre. Jo mere
lukrativ man gjorde hjælpen til de offentligt forsørgede, jo mindre blev den
sociale deroute opfattet som en social deroute, og jo færre havde motivation
til at komme ud af den. Den traditionelle og mest udbredte opfattelse, før folk
som Bent Rold Andersen satte sig på meningsdannelsen, var helt rigtig –
økonomiske incitamenter spiller en rolle for folks tilknytning til
arbejdsmarkedet. Det er derfor, man i dag taler så meget om, at det skal kunne
betale sig at arbejde.
Man ville have færre forbrydelser, men man gjorde, hvad man kunne for at fremme
det modsatte resultat ved at uddele flere og flere penge til forbryderne.
Tidligere måtte kriminelle, som ikke havde gjort en indsats for at overbevise
det omgivende samfund om deres nye forbedrede jeg og af samme grund ikke kunne
finde beskæftigelse, tage til takke med fattighjælpen til de selvforskyldt
ledige. Men med velfærdsstaten fik de nu adgang til fulde dagpenge,
kontanthjælp og førtidspension på lige fod med den lovlydige del af
befolkningen.
Velfærdsstaten blev en sikker havn, hvorfra den vanekriminelle kunne drage ud
på nye togter i sikker forvisning om, at forsørgelsesgrundlaget aldrig ville
svigte. Motivationen for at skifte branche mindskedes, for velfærdsstaten
erstattede tidligere tiders udstødelse af den vanekriminelle fra de fleste
gensidigt forpligtende fællesskaber med en hær af socialrådgivere og deres
varme hænder og bugnende sociale kasser. Derfor begås der i dag mere kriminalitet
end før velfærdsstaten.
Man ville have færre ødelagte familier, men i stedet begyndte man at give
omfattende tilskud til skilsmisser. Hvor familien også dengang blev stiftet i
kærlighed, så blev den i nok så høj grad opretholdt af praktiske og økonomiske
grunde. Disse grunde forsøgte man at mindske eller eliminere med tilskud, som
gjorde det økonomisk og praktisk meget nemmere at være enlig forsørger. Derfor
fik flere lyst til at blive enlig forsørger.
I dag kan mange familier takket være rabat i daginstitutionerne, børnetilskud
og boligstøtte få økonomisk overskud af, at mor og far flytter fra hinanden.
Mor og far er i disse familier ikke længere afhængige af hinanden for at få
hverdagen til at fungere, det forventes i dag, at de holder sammen med lyserød
kærlighed som eneste motivator. Derfor er der i dag
flere ødelagte familier end før velfærdsstaten.
Man ville have færre misbrugsproblemer, men så fjernede man alle de økonomiske
vanskeligheder, som tidligere ramte misbrugere, og garanterede dem i stedet
førtidspension på livstid. »Danskerne et er produkt af velfærdssamfundet«,
sagde etnologen Lene Otto sidste år, »hvilket betyder, at vi lever mere i nuet
og ikke behøver at bekymre os om fremtiden«.
Men inde i rigtig mange mennesker sidder der en potentiel misbruger, en person,
som længes efter at slippe tøjlerne ude i præstationssamfundet og helt at
hengive sig til sin egen umiddelbare lystfølelse. For nogle mennesker er det
eneste, som holder denne indre misbruger tilbage, de bekymringer om fremtiden,
som de fleste mennesker gør sig. Tager man bekymringerne væk, så har
misbrugeren mulighed for at slippe ud. Derfor er der i dag flere misbrugere end
før velfærdsstaten.
Man ville gøre op med den negative sociale arv, men i stedet sørgede man for,
at stadig flere børn voksede op i hjem, hvor denne arv er tungere end
nogensinde før, fordi hverken far eller mor har tilknytning til
arbejdsmarkedet. I disse hjem kan man te sig nøjagtig, som man vil, det har
ingen konsekvenser for ens position i samfundet.
Man kan optræde aggressivt, blive misbruger, man kan tale et grimt sprog, kalde
forbipasserende på gaden for ludere, blive kriminel, det har alt sammen ingen
betydning, pengene kommer af sig selv. Sandsynligheden for, at man får tildelt
en førtidspension, stiger sågar, jo mere umuligt man opfører sig.
Aldrig før i menneskehedens historie har så stor en andel af befolkningen
kunnet opretholde en materielt betryggende tilværelse uden at tilpasse sig det
omgivende samfunds grundlæggende normer. Aldrig før er så stor en andel af
børnene vokset op i den slags hjem og blevet præget i disse hjem. Derfor er den
negative sociale arv i dag tungere end før velfærdsstaten.
Man ville tage godt imod de udlændinge, som kom til Danmark for at arbejde her,
men i stedet tilbød man dem et liv på overførselsindkomst. Man lod på den måde
initiativlystne mennesker udvikle sig til en ny underklasse, der nu lever i
total kulturel isolation i forhold til resten af samfundet.
Tag en tilfældige indvandrer i Canada eller USA, og han er med stor
sandsynlighed i gang med et arbejde og på vej til at dygtiggøre sig, så han
efterhånden kan tjene samme løn som indfødte canadiere og amerikanere. Tag
samme tilfældige indvandrer i Danmark, og han vil med lige så stor
sandsynlighed være en social klient. Derfor er velfærdsstaten så dårligt et
system til at integrere indvandrere i samfundet.
Velfærdsstaten er en taberfabrik. Man putter et velfungerende folk ind i den
ene ende i 1960, og det samme folk kommer ud i den anden ende i dag med massive
sociale problemer, som var ukendte eller meget små i 1960.
Kun i politik kan sådan et maskineri være genstand for så stor kærlighed, som
velfærdsstaten er i dag. For den enkelte almindelige vælger og den politiske
meningsdanner er det helt omkostningsfrit at fortælle vidt og bredt, at man vil
alle mennesker det bedste, og at man har tænkt sig at kaste et betydeligt beløb
fra statskassen ind i projektet. Man udstiller sin gode vilje, sine fine
hensigter, og dermed er målet nået: Man får anerkendelse som et godt
menneske.
Den, der forstår, at verden ikke kun består af kortsigtede effekter, men også
af langsigtede, og vil sige det højt, har en noget sværere sag. »Vil du
virkelig ikke give flere penge til narkomanerne? Vil du ikke hjælpe dem, når de
har det dårligt?«, lyder de kritiske spørgsmål. Svaret, at man frygter, at det
på lang sigt vil føre til, at flere vælger narkomanien som en måde at leve på,
lyder kynisk, grimt, borgerligt.
Så hellere flashe sin spontane godhed, for det har jo
ingen omkostninger. Hvad den enkelte vælger eller sågar den enkelte
meningsdanner mener, gør jo ikke den store forskel. Om man siger det ene eller
det andet, betyder ikke noget, det er alligevel den store flok, som bestemmer
retningen. Hvorfor være kynikeren, der kæmper for fornuften til ingen verdens
nytte, når man i stedet kan fremstå som progressiv, tolerant og godgørende og
høste anerkendelse for det? Sådan er incitamentsstrukturen i den politiske
debat:
Omkostningerne ved at insistere på svært forståelige argumenter om
velfærdsstatens ødelæggende virkning på en række sociale problemer er
koncentreret om den enkelte, som fører synspunktet frem. Han risikerer at blive
stemplet som reaktionær eller tilhænger af amerikanske tilstande, og mere ond
kan man ikke blive. Derimod er gevinsten ved, at nogle siger den almindelige
mening imod, spredt på hele samfundet – det kommer alle til gode.
Omvendt forholder det sig med det modsatte synspunkt. Den, der fastholder
velfærdsstatens godgørende effekter og oven i købet foreslår velfærdsstaten
udbygget, høster store private gevinster af det. Høje politiske embeder kan
skues i horisonten eller gode pladser i den meningsdannende elites
forsamlinger. Her er det omkostningerne ved, at ingen taler fornuftens sag, som
er spredt ud over hele samfundet – som gør skade på alle.
Hvis debatten om velfærdsstaten havde lignet dansk miljøpolitik, så ville
svaret være indlysende. Man skulle uddele tilskud til dem, der gør det privat
mindst fordelagtige – altså siger sandheden om velfærdsstaten – for at skabe
den for samfundet mest fordelagtige situation. Og man skulle beskatte dem, der
kun tænker egoistisk – siger det, alle så gerne vil høre om velfærdsstaten –
for at tilskynde dem til at opføre sig med et større samfundssind.
Alternativt kunne man igangsætte en kampagne for at få folk til at opføre sig
mere ansvarligt. Ligesom Danmarks Radios licenskampagne, hvor de, der bare vil
have andre til at bære omkostningerne ved deres private fornøjelser, bliver
udstillet som det, de er: nasserøve og anløbne personligheder. Denne kampagne
burde især rettes mod dem, som man må formode ved bedre. Dem, som er belæste
nok til at vide, at en masse sociale problemer er blevet større, mens danskerne
har levet sammen med velfærdsstaten, og som burde kunne se sammenhængen, men
som alligevel fastholder en kritikløs opbakning til velfærdsstaten.
Kan I se pointen, eller skal vi stave det for jer, kunne man spørge – henvendt
til folk som Anders Fogh Rasmussen, Marianne Jelved, Bendt Bendtsen, Helle
Thorning-Schmidt og en lang, lang række af danske meningsdannere ved medierne
og i kulturlivet.